Jesper Lohmann skuespiller, presse
Jesper Lohmann - Ring af Ild - Four Jacks - Bukowski
Jesper Lohmann - Film, Tv, Musik, Teater, Koncerter, Four Jacks, Ring af Ild, Johnny Cash, Late Night, Bukowski,
17719
page,page-id-17719,page-template-default,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-1.6,wpb-js-composer js-comp-ver-4.3.4,vc_responsive
PRESSE

Nye pressebilleder

..
Photocredit @ Lena Påske

Jyllands-Posten

Der skal mere til end en tur ind i mørket

“I mørke. Jeg har været væk. Jeg vil ikke være med mere. Så jeg kravlede på hænder og fødder. Knæ og albuer. Ind og lagde mig i hulen. I mørket. Men man dør ikke så let, som man lige gik og regnede med. Så jeg kravler tilbage på hænder og fødder. Knæ og albuer. Mod lyset og nu er jeg her igen. Man dør ikke så let, som man lige gik og regnede med. Der skal mere til end en tur ind i mørket.”

Jesper Lohmann har gendigtet Johnny Cash-sange på dansk. Foto: Camilla Stephan.
Indledningen på den iscenesatte koncert med Johnny Cash-sange tager sit udgangspunkt på bunden og i en historie, der fascinerede skuespiller Jesper Lohmann så meget,

..

..

at han gik i gang med at gendigte Johnny Cashs sange. Det er nu blevet til forestillingen ”Ring af ild”, der har premiere på Københavns Musikteater den 26. november.

Det er en fantastisk historie om, hvordan Johnny Cash lægger sig ind i en hule for at dø af piller og sprut. Det er en af de mange gange, hvor han har forsøgt at begå selvmord. Han fortæller selv, at han lægger sig ind et hulesystem for at dø. Så vågner han fra sprutten og pillerne og finder ud af, at han ikke er død. Og så ser han i bogstaveligste forstand lyset for enden af hulen…..

læs mere….

Berlingske Tidende

Jesper Lohmann: Det tog mig 40 år at finde ud af mørket

Den hårde satan og den overfølsomme mand – skuespiller Jesper Lohmann indeholder begge. Resultatet har været et labyrintisk mørke, det tog ham 40 år at slippe ud af. Nu kan du opleve ham i klassikeren »Mens Vi Venter på Godot« på Folketeatret under CPH Stage.

Femina

I DAG UDKOMMER JEG I EN ANDEN UDGAVE

Af Susse Wassmann

Jesper? Er det ikke ham den mystiske, bryske og farlige enspænder? Ham, der altid er så pisseprovokerende?
Nej, det er det ikke. Det er ham den lille angste dreng ovre i hjørnet, der er nødt til at planlægge hvert eneste move, fordi han er rædselsslagen for at miste kontrol over situationen. Eller – det var det engang. I dag kan Jesper Lohmann åbne døren om morgenen og sige hej til verden og bare se, hvad der sker. Men han kniber stadig selv i armen over, at det kan lade sig gøre, for det har været en benhård rejse at arbejde sig ud af sit selvskabte fængsel.

Fredag aften, Jesper Lohmann er inviteret til fest. På vejen derhen kværner tankerne: ’Når nu jeg kommer derhen, så siger jeg sådan og sådan, og hvis de så siger det og det, så svarer jeg sådan. Og gør sådan. Og hvis de spørger mig om det dér, så svarer jeg sådan.’

– Sådan har jeg ageret. Jeg planlagede altid, hvordan tingene skulle forløbe. Så havde jeg forskellige modeller, jeg kunne bruge af, når jeg rendte ind i noget. I håbet om at have en form for kontrol over situationen.

- Som du alligevel ikke havde?

– Som man jo aldrig har. Men den dér spion-psyke, hele den psykiske mobilisering af mig selv – alle de forbehold og eventualiteter. Og den fordomsfuldhed, der ligger i det. At man bliver nødt til at kategorisere alle mennesker for at kunne deale med dem. For at kunne regne ud på forhånd, hvad der skal ske…

- Hvad gjorde du så, når der skete noget uforudset?

– Så reagerede jeg med mit intellekt. Blev bedrevidende. Prøvede at gøre mig selv til herre over situationen ved at diskutere og analysere og sige: Sådan ER det bare! For ikke at tabe hele mit udgangspunkt.

- Hvad forsøgte du at undgå?

….

Dystre universer

- Jamen, det var jo for at dække over… årh, det lyder så banalt! Men en lille dreng, ikke? Arh, nu bliver jeg næsten ked af det. Og helt træt, siger Jesper Lohmann og trækker vejret hårdt ind.

Han gaber et par gange, læner sig tilbage i stolen og fokuserer på et punkt udenfor vinduet.

– Jeg kan se det på mine klassebilleder. Den dér helt uskyldsrene knægt i 1. A, som så gradvist falder sammen. Til et billede fra 7.-8. klasse, hvor jeg står sådan her, siger han, folder armene hårdt over brystet og skuler truende over på mig:

- Hvad vil du?!

Vi sidder over morgenmaden hjemme hos Jesper Lohmann i hans lejlighed på Amager lige bagved Kofoeds Skole. Kæresten og børnene er cyklet ud i dagen, der er friskbrygget kaffe, hjemmebagt brød og hjemmelavet solbærmarmelade med lakrids på bordet. Her er uprætentiøst – både lejligheden og kvarteret. Ikke så meget fnidder og pynt, men lige til benet.

Ligesom Jesper Lohmann selv. Driften efter at komme ind til benet, ind til kernen af alting, er den, der altid har styret ham. Som nu, hvor han fortolker Johnny Cash’s sange i den musikalske fortælling ’Ring af Ild’. Hvem ellers?

– Johnny Cash kan jo om nogen komme ind til benet af sine sange, du får det ikke meget ærligere. Og jeg blev grebet af, hvor voldsomme og direkte, hans tekster er. Han forsøger at forlige sig med mørket – ligesom jeg selv har gjort, siger Jesper Lohmann, som selv har oversat Cash’s tekster til dansk. Lidt af en opgave.

- Hvad er det med dig og de der dystre universer?

– He he, ja, hvad er det med mig? Jeg kan ikke lade være med at prøve at finde ind til udspringet af tingene. Jeg har en drift til at komme ind til kernen af alting. Så jeg har gravet som en tosset, og forpestet mine omgivelser med det. Altid været ham, der blev VED med at stille dumme spørgsmål. ’Hold nu kæft, Jesper!’

– Det gør jeg stadig. Men jeg har også lært, at jeg nok aldrig kommer ind til benet af alt. Så jeg kan renoncere lidt på den – jeg kan godt arbejde uden at skulle grave mig ind til midten af knoglerne i dag. Men driften vil jeg altid have. Det er mit lod.

- Det er vel en god drift, er det ikke?

– Jo, for fanden! Men også opslidende. Meget opslidende…

….

Det handler om, hvordan man reflekterer det, man er i. De omgivelser, man nu engang er blevet givet. Og vi skal spole tiden tilbage for at forstå, hvor opslidende, det har været for Jesper Lohmann at være udstyret med sit dobbeltsyn, som han kalder det.

Så vi er i midten af 1960’erne i en klassisk middelklassefamilie i et parcelhus i Smørumnedre. Far er snedker, mor er sekretær, men går hjemme hos Jesper og hans tre år ældre søster. Alt er såre normalt – på overfladen, i hvert fald. For indeni Jesper ser der ikke helt normalt ud.

– Jeg var i det, jeg var i, men var også klar over, at der var en helt anden virkelighed ved siden af. Den har jeg været opmærksom på så længe, jeg kan huske tilbage. Den psykiske virkelighed, der er rundt om tingene, den har jeg altid fornemmet – det startede allerede i 3.-4. klasse. Lige pludselig kunne jeg se min lille familie udefra, og ligesom mærke og forstå de ting, der skete.

– Så på den ene side agerede jeg helt normalt, men indvendigt gik jeg og følte mig fuldstændig fremmed. Jeg kunne stille mig på siden af ting og se dem udefra. Hvad er det, der foregår her? Hvad sker der med de her mennesker? Præcis dét, som er mit arbejde i dag som skuespiller.

– Jeg kan huske, at jeg havde nogle perioder, hvor jeg var syg og havde nogle febervildelser, hvor jeg lå og hviskede: ’Det går så stærkt, det går så stærkt. Ikke snakke så højt, ikke snakke så højt!’ Jeg udtrykte en helt vild overfølsomhed over for tingene. Og jeg fik hele tiden at vide: ’Du tænker for meget, Jesper! Lad nu være!’

– Min mor havde sans for det, tror jeg, hun kunne godt følge mig i det nogle gange, men jeg oplevede at være meget alene med det, fortæller Jesper Lohmann.

..

I 7. klasse skete der noget. Jesper fik en rolle i skolekomedien som en vaks privatdetektiv.

– Dér kunne jeg mærke, at der var noget, der ligesom samlede sig. Når man går rundt i den virkelighed og kan se det hele udefra, så vil man jo gerne forklare, hvad det er, man føler og oplever, og oppe på scenen var der en platform for at samle de to verdener. Når jeg stod der i aulaen gik det ligesom op.
….

..

En af de ting, Jesper Lohmann kunne se udefra – og var tvunget til at deale med som barn – var faderens voldsomme temperament.

– Min far var enormt hidsig. Han havde selv en rigtig hård barndom, og fik tæsk med ridepisken af sin far, som var militærmand. Han fik aldrig selv lov til at være barn, har jeg fundet ud af senere i nogle dyrekøbte psykologtimer, og det gjorde, at han havde svært ved at være far for mig. Så når vi skændtes, som vi gjorde konstant, var han en lille dreng, der bad mig om at tage ansvar for tingene, siger Jesper Lohmann og ruller en scene op, som har sat sig så fast i ham, at han den dag i dag ikke kan fortælle om den uden at blive påvirket.

– Jeg var 14 år, og vi havde et skænderi ude i køkkenet. Jeg råbte og skreg af ham, og så spørger han mig: ’Elsker du mig ikke?’ Og jeg stod bare med sådan en motorvej inde i kroppen – find det nu frem! Find det nu frem! Men jeg kunne ikke. Og jeg sagde ikke ja. Jeg kiggede bare på ham og sagde: ’Det ved jeg ikke.’ For jeg syntes jo, at han var en idiot, der behandlede mig som lort, og ikke forstod mig. Og så ville jeg jo lyve.

– I dag ville jeg kunne sige: ’Jo, jeg elsker dig’ – selv om jeg havde det ligesom dengang. Fordi jeg ville vide, at kærligheden har mange former. Men det vidste jeg ikke dengang, og jeg kan bare huske, hvor ondt, det gjorde, siger Jesper Lohmann og puster langt ud.

– Årh, den var tung! Og har så meget sat dagsordenen for rigtigt mange ting i mit liv. Det dér lille barn, som ikke selv har haft en far, der elskede ham – det er så sørgeligt. Puha, mand. Og jeg længtes efter at kunne græde, kan jeg huske. Men det gjorde jeg aldrig som barn. Jeg lærte det først, da jeg blev voksen.

..

- Hvordan reagerede din far?

– Han var jo helt chokeret. Og det var min mor også. Men jeg ønskede mig sådan, at han havde en eller anden form for integritet, som jeg oplevede, at de andres fædre havde. De andre voksne. Men hans følelser løb altid af med ham, han kunne ikke styre dem. Og så blev han ked af det bagefter og sagde undskyld. Og jeg sagde: ’Fint. Men du gør det jo bare igen i morgen.’ Og det gjorde han også. Han blev aldrig voksen rent mentalt.

Jesper Lohmann fik lige skrabet en studentereksamen hjem, og havde ingen planer for fremtiden der i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor punk, new wave, Michael Strunge og hele det sorte, dystre univers var på sit højeste. Den verden passede Jesper fint. Han fik sig et halvdagsjob i et fritidshjem i Smørum, og flyttede ind i et bofællesskab med en håndfuld andre unge mænd. Fest, musik og gang i den.

Kærligheden gik det mindre godt med.

– Jeg havde nogle kærester, og jeg tog det meget, meget alvorligt og højtideligt. Jeg blev altid vildt forelsket i nogen, som ikke ville have mig, fordi jeg var for mørk, for sort, for inderlig. De kunne ikke rumme det, tror jeg.

På gymnasiet var Jesper blevet grebet af dramaklasserne, og da han blev spurgt, om han ville være med i en teatergruppe, var han ikke i tvivl. JA, for helvede! Det spillede på nogle strenge i ham, det dér skuespil. Og da han blev anmeldt for første gang – en meget fin anmeldelse i Information for noget danseteater – tænkte han:

– Nå! Det kan man også! Så kunne det godt være, at man alligevel skulle søge ind på teaterskolen.

 

Så det gjorde han. Men kom ikke ind.

– Jeg fik et langt, flot brev af rektoren, som skrev, at de godt kunne have taget mig ind, men de syntes, at jeg tog det alt for højtideligt. At jeg skulle prøve at få noget mere livsglæde ind i det. Det forstod jeg til fulde, og det var vældig rart at få det sort på hvidt. Så jeg søgte ind igen, og kom ind på Odense Teaterskole.

- Havde du fået noget livsglæde med så?

– Ja, jeg sang Pinocchio-sangen ’Der er ingen bånd, der binder mig…’, siger Jesper Lohmann og parodierer trædukken med stive bevægelser, stirrende øjne og kunstigt-glad stemme.

– De kiggede på mig, og tænkte sikkert: What the fuck?! Jeg flippede helt ud, og så knækkede de af grin. Det var et punch til mig selv – jeg forstod jo godt, hvad de mente. Og nu havde jeg bevist, at jeg ikke tog det for alvorligt. Det var enormt rart for mig at få hul på.

Mørke & Lys

Så i de fire år på teaterskolen var Jesper Lohmann på den grønne gren. Han var en af the chosen few, og klogere end klog. Alt var godt.

– Men så kom der nogle år, hvor der sgu var mange ting, der brasede sammen. Jeg havde sådan et billede af, at jeg gik rundt med en stor, sort sæk, som der ikke var mere i. Jeg blev ved med at kigge ned i den for at finde mere af alt det dér mørke lort, men der VAR ikke noget. Den var tom.

- Det lyder da meget godt – at der ikke var mere mørke?

– Nej, for jeg havde ikke fokuseret på lyset. Jeg havde ligesom brugt det op, tænkte jeg. Og så havde jeg nogle år, hvor jeg fandme ikke havde det godt. Hvor jeg var nærmest… neurotisk. Hvor jeg ikke skulle ud på gaden og sådan…

- Angst?

– Ja, virkelig. Det havde jeg.

- Drak du?

– Nej. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Jeg har ikke misbruger-genet. Jeg har da taget min tørn i forhold til at hærge, men jeg havde det for skidt til at kunne det.

- Hvad handlede det om?

– Der var bare fyldt op med lort. Der kunne ikke være mere. Jeg havde heller ikke noget arbejde, så jeg tænkte: Hvad nu? Du skal jo leve af det her! De perioder har man jo stadigvæk – sådan er freelancelivet – men dengang gik jeg håndbogen igennem, hvad kan jeg blive? Hvis ikke der var nogen, der kunne bruge mig, måtte jeg jo for fanden finde på noget andet. Men jeg kunne ikke finde på noget andet. Det tætteste, jeg kom på, var journalist. Eller håndværker, ligesom min far. Men jeg ville jo stadig rende rundt og se det hele udefra alligevel, ikke?

….

Retrospektivt kan Jesper Lohmann sagtens se, at det måtte ske. At han ramte den mur af mørke, og bare ikke kunne mere.

– Jeg ville det ikke længere, det dér mørke. Det var jo ikke sjovt. Og jeg forstod lige pludselig udtrykket: Der er ingen kære mor. Det dér med at… man bare er alene. Ligemeget hvad. Det ramte mig. Jeg havde været så enormt fordomsfuld og forudindtaget i min tilgang til andre mennesker, fordi jeg havde så meget, jeg skulle passe på i mig selv. Så mange ting, jeg troede, jeg skulle skjule.

– Og det dér dobbeltsyn gjorde, at jeg havde vænnet mig til at skulle agere på et par planer af gangen. Jeg kendte jo ikke mig selv! Og når man ikke gør det, så forbinder man det ukendte i sig selv med noget dårligt. Noget svagt. Det turde jeg selvsagt ikke lukke op for. Eller KUNNE lukke op for. Det var alt dét, der brændte sammen for mig, da jeg var i starten af 30’erne. Udløst af et kæresteforhold, der sluttede.

- En depression?

– Ja, er du sindssyg! Havde det været i dag, havde jeg fået en kasse af de hvide!

- Det fik du ikke?

– Nej, jeg tyggede mig selv igennem. Og opsøgte en psykolog, som jeg begyndte at lukke op over for.

- Hvad fandt du derinde?

– Jeg fandt rummet til at lukke noget andet ind. For der var jo ikke noget! I mange år havde det været mørket, der havde vundet, men når der ikke var mere, var der jo plads til lyset, fandt jeg ud af. Og så begyndte det hele at vende.

- Hvordan tror du andre opfattede dig i din mørke periode?

– Som ham den mystiske, farlige, bryske, pisseirriterende og provokerende Jesper. Enspænderen. Men også som ham den sjove. Dem, der kunne lide mig, kunne se igennem det og sige: ’Slap nu af, spade!’ Det kan jeg jo se i dag, for jeg har stadig nogle af mine kammerater fra dengang. De har sgu bare godt kunne lide mig, må jeg erkende. Og jeg er lykkelig for, at jeg alligevel ikke har været SÅ meget en lonely rider, at jeg har skubbet alle væk.

….

Da lyset ramte Jesper Lohmanns indre, blev arbejdet også sjovere. Fordi han tog det mere afslappet, overgav sig til det. Og til det faktum, at han er skuespiller by heart. Og da han kom med på holdet i 1990’ernes kæmpesucces, tv-serien ’Taxa’, kom der for alvor gang i karrieren.

– Der skete så mange ting i de år. Jeg fik nogle fantastiske kolleger, og fra den ene dag til den anden blev vi pludselig danmarksmestre, det der lille gang, fortæller Jesper Lohmann – og kommer igen ind på sin far.

– Han blev jo pavestolt af mig, så vores forhold løsnede lidt op. Og det var en kæmpe glæde for mig at kunne holde ham lidt på afstand med alt det, han syntes, jeg burde gøre. Når jeg tonede frem på skærmen hver søndag, kunne han pludselig klappe kaje med de ting.

– Så arbejdsmæssigt havde jeg det bedre, og jeg var ikke så langt ude i tovene, som jeg havde været. Men kærlighedslivet var stadig ikke godt. Jeg var i et forhold, der blev holdt i live alt, alt for længe. Jeg var jo i en alder, hvor jeg gerne ville have noget familie og nogle børn, så jeg havde låst mig fast på dét – i stedet for at få øjnene op for, at jeg var uønsket. Hun ville ikke have mig – og jeg ville måske heller ikke have hende. Men jeg ville ikke indse det, fordi jeg var bange for at være alene. Det spildte jeg nogle år på.

Det opslidende forhold stoppede endelig, men Jesper Lohmann havde allerede nået at give slip på forestillingen om, at han skulle have børn. Indtil han mødte Charlotte Ratnow til en premierefest, som blev aflyst. Så de to gik ud og drak en øl sammen i stedet for. Og hun fortalte, at hun lige havde mistet sin far. Det havde Jesper Lohmann også – hans far døde pludseligt af leukæmi i 2000.

- Hvordan havde du det med din fars død?

– Jeg var enormt ked af det, men samtidig også lettet. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter sad i min lejlighed på Nørrebro og fik sådan en ’pyyyyyh!-oplevelse.’ Hvad fanden var det? tænkte jeg. Det var selvfølgelig fordi han ikke længere ringede og kom med alle de der formaninger om, hvad jeg skulle og burde: ’Hvorfor gør du sådan? Det skal du da ikke, du skal gøre sådan her! Er du ikke stået op endnu?!’ Alt det dér. Det var meget mærkbart for mig, at nu kom det ikke igen. Og dét var en lettelse. Det må jeg sgu erkende.

– Men udover det var min far vellidt udover alle grænser. Han elskede at snakke med folk, og han elskede at stå op om morgenen – og der stod folk helt udenfor kirken, da han blev begravet. Så på den måde var jeg enormt stolt af ham. Det var bare det dér skide temperament…

Kærlighed & Tro

I Charlotte fandt Jesper Lohmann en stabil kærlighed, som også var en del yngre end ham. Så kort tid efter kom der børn til – to drenge, som i dag er ? og ? år. Og scenen er stadig den platform, hvorfra han samler de to verdener, han vandrer rundt i.

– For det gør jeg stadig. Det er åbenbart mit lod. Og det har kostet blod, sved og tårer at knokle mig igennem det. Hvis jeg for 20 år siden kunne spille med samme lethed, tro på og glæde over livet, som jeg har i dag, ville min karriere – og mit liv – have set anderledes ud.

- Hvordan har du det med ikke at have kontrol over tingene i dag?

..- Jeg nyder det! Virkelig. Bare at lukke døren op og sige: HEJ! Det er fantastisk. Fra at have været i det her selvskabte fængsel. Og nogle gange kniber jeg mit selv i armen og tænker: ’Det kan da ikke være rigtigt, det her? Der må komme noget lige om lidt og smakke mig i nakken!’ Men jeg udkommer i en anden udgave i dag.

- Har du en tro, en overbevisning?

– Ja, det har jeg fået. Efter min far døde, begyndte jeg at gå i kirke, og hør her: Det er så fantastisk skabt, det hele – hele indretningen, alt det, der bare fungerer i vores kroppe. Blomsterne, solen, regnen, vejret. Det er simpelthen for stort og forunderligt til bare at være et fysisk fænomen. Det giver mig i hvert fald større glæde at tænke på, at der er en guddommelig kraft, der har skabt det hele.

– Og måske – for at rumme alle de uforklarligheder, der findes – er det rart for mig at kaste dem over i noget følelsesmæssigt. Et kærlighedsbudskab. Det giver mening for mig. At forklaringerne kan blive metafysiske. Måske i takt med, at jeg er kommet et stykke af vejen med at lære mig selv at kende og forstå mig selv. Og har fået kategoriseret de der størrelser som lys og mørke. Jeg kan lade dem være noget, der ikke nødvendigvis har noget med skide lille mig at gøre. Og hele det psykomentale univers, som der trods alt er en grænse for. Nogle størrelser, der bare findes. Og som jeg ikke behøver at pille mere i.